De store vidders land

Jagtlandet Namibia

Namibias tørre farmland egner sig kun til afgræsning og det kun i den udstrækning der kan etableres driftsikre grundvandsboringer til vanding af kvæg og får. Det er dette specielle og noget ugæstfri klima, der indirekte er en af de væsentligste årsager til at Namibia i dag er et af de bedste jagtlande på det afrikanske kontinent og dertil vel nok det fredeligste, sikreste og mest stabile land i Afrika.

Grunden til at det tørre, solrige klima har haft så gunstig en effekt for landet, der er Sydafrikas nordvestlige nabo, er, at det ugæstfrie klima har været en naturlig hindring for den befolkningseksplosion, der i øjeblikket plager de fleste øvrige afrikanske lande og som selvsagt er et alvorligt problem for den vilde natur og dermed for jagten.

I Namibia ejes og drives størsteparten af farmlandet af hvide farmere på enorme arealer, der kun er hegnede med lave kreaturhegn. Disse farme er et sandt eldorado for landets naturlige vildtarter der stortrives i selskab med kvæg og får – ikke mindst fordi områdernes bæreevne er forøget betydeligt takket være grundvandsboringer og opdæmninger, der sikrer langt større vandreserver end i den oprindelige vildmark.

I modsætning til Sydafrika anvendes vildthegn kun yderst sjældent. Det vildt, der jages kan altså veksle frit og optræder ofte i store flokke. Til gengæld er rovdyrene – primært leopard og gepard – naturligvis også frit stillede til at søge føden, hvor den er rigelig, så bestandende af antiloper er knapt så tætte som i det mere regulerede Sydafrika. En anden konsekvens af klima og de 100% naturlige vilkår er, at antallet af arter, der kan jages er begrænset til de, der er naturligt hjemmehørende i områderne. Til gengæld kan disse arter som oftest fremvise en noget bedre trofækvalitet end i Sydafrika. Det gælder især arter som springbok, gemsbok (oryx), hartebeest, eland og kudu.

Hvor, hvad, hvordan?

Der er jagt i de fleste af Namibias regioner. Det bredeste udbud af jagtbare arter findes dog i det vidstakte farmland i landets centrale og østlige del. Her er landskabet præget af vidtstrakt åben savanne med små klynger af træer og krat. Det er typisk savannevildt, der her jages, men det skal nævnes at chancerne for gepard i disse områder er blandt de bedste i verden.

I landets nordlige provinser og særligt i landtangen Caprivi, der strækker sig langt mod nordøst, findes mere vandkrævende arter såsom bøffel, elefant, løve, sable, bushbuck og sitatunga i rigt mål. Prisen for jagt i dette område er dog p.t. meget høj og disse arter kan med fordel jages andre steder, som for eksempel i Tanzania.

I landets centrale højlande skal særligt jagten på Hartmanns bjergzebra fremhæves som en særdeles spændende og fysisk udfordrende jagtoplevelse. I disse områder er også leopardjagten, der i Namibia foregår uden kunstigt lys, absolut i særklasse og det skal nævnes at succesraten er forholdsvis høj.

Plainsgame

Som andre steder i Afrika jages plainsgame fra bil og til fods, sådan at forstå at vildtet typisk spottes fra bilen og eftersættes til fods. Ofte vil man desuden opleve længere pürschture i tættere dele af bushen og omkring vandhuller med det formål at afsøge disse vildtrige men uigennemsigtige områder for stærke trofæer.

Alt efter hvilke arter man ønsker at jage og dermed hvilke områder man jager i kan man forvente at få skudchancer til et eller to stærke dyr om dagen. Om man forstår at udnytte sine chancer er naturligvis helt og holdent ens eget problem.

En undtagelse fra hovedreglen om at antiloper normalt skydes til fods er jagten på springbukke i det vidtåbne ørkenlandskab i Kalaharis udkant. Her færdes springbukken ofte i flokke på flere hundrede dyr og det er praktisk talt umuligt at nærme sig dyrene til fods. Selv fra bilen skal man regne med lange skudhold på 200 meter eller mere, hvis man vil sikre sig et godt trofæ.

Som nævnt er bestandende af rovvildt tætte og i visse områder betragtes jægeren nærmest som dagens helt, hvis han nedlægger sjakal, bavian eller endog gepard. Disse arter skydes ved først givne lejlighed, og skal man gøre sig håb om succes, må man i reglen skyde fra ladet af den åbne firehjulstrækker. Er denne jagtform en kende for amerikansk kan man blot lade være.

Der køres typisk morgen og formiddag samt eftermiddag og aften. Jagten afbrydes altså af en lang frokostpause i middagsheden, hvilket er godt det samme, eftersom vildtet på denne tid af dagen ligger i læ for solen og afventer den kølige aftenstund.

Med på safarivognen, hvor man som jagtgæst har plads på ladet højt hævet over det omgivende terræn, er den professionelle jæger (PH’en) og en eller to indfødte trackers.

Bjergjagt

Som nævnt findes der i Namibias højlande nogle ganske specielle jagtformer, der fortjener nærmere omtale. Det gælder især jagten på arterne Hartmanns bjergzebra og leopard.

Bjergzebraen virker både mere årvågen, sky og intelligent end dens slægtning i lavlandet: Burchells zebra, der også findes i Namibia. Hartmans bjergzebra adskiller sig fysisk fra lavlændingen ved at have betydeligt smallere striber, der går helt ud på benene og som antager en brun nuance i ansigtet.

I højlandet, hvor bushen er ganske tæt på de rundede bakker er zebrajagten vidt forskellig fra jagten i lavlandet. Ofte spottes zebraerne på flere kilometers afstand hvorefter pürschen indledes til fods op og ned af bakke med opmærksomheden kostant rettet imod dækning og vindforhold. Det mindste fejltrin på den stenede klippegrund og zebraerne stødes – ofte uden at man nogen sinde har set dem. Med masser af tålmodighed og hårdt fysisk slid, kan det dog lykkes at komme dyrene på skudhold, men det kan ikke understreges nok, at det bestemt ikke er nogen nem opgave.

Højlandets uvejsomme klippeformationer med masser af naturlige huler er også et oplagt revir for leoparder. Ikke mindst fordi området også tiltrækker mange leoparders livret nummer et: Bavianer. I Namibia foregår leopardjagten uden kunstigt lys, som ellers anvendes flittigt i de fleste andre af de land, hvor leoparden er jagtbar. Bortset fra det manglende lys – som jo blot tilføjer jagten endnu mere spænding – foregår jagten på den gammelkendte facon med udlagt bait fra skjul. Succesraten hører til blandt Afrikas højeste, men de, der kender en smule til leopardjagt, vil vide, at det er og bliver en både svær og usikker jagtform. Har man imidlertid først oplevet spændingen ved at være på skudhold af Afrikas mest effektive dræbermaskine, er det en oplevelse, som man gerne går igennem mange strabadser for at opleve.

Jagtpersonalet

Som det er tilfældet langt de fleste steder i Afrika ledsages jægeren altid af en statsautoriseret professionel jæger (PH), der er uddannet til opgaven med alt hvad dette indebærer af kendskab til jagt, vildt, bush, førstehjælp og så videre. PH-uddannelsen er i Namibia en hel det strengere end den tilsvarende sydafrikanske, så for at gøre en lang historie kort er man som jagtgæst i Namibia i betryggende sikre hænder.

PH’erne har altid en baggrund som ivrige jægere, de kender bushen, ved alt om jagten og kan vurdere et trofæ med næsten skræmmende hurtighed og præcision.

PH’en ledsages som regel af indfødte trackers og som en specialitet i Namibia, kan man som jagtgæst være så heldig at møde en buskmand i den rolle. Og jeg lyver ikke, når jeg skriver, at buskmænd hører til blandt verdens dygtigste jægere.

Som alle andre steder i Afrika, er der flere personer involveret, end dem man umiddelbart løber ind i under selve jagten. Det gælder naturligvis hele camp-personalet og diverse hjælpende hænder som diskret sørger for at alting klapper fra ankomst til afrejse.

Jagtpersonalet er praktisk taget altid utroligt flinke og imødekommende. Læg godt mærke til dette og husk det, når du giver drikkepenge!

Indkvartering

Som jagtgæst i Namibia bliver man passet og plejet fra man ankommer til man tager hjem. Indkvarteringen foregår typisk i veludrustede lejre med rindende varmt og koldt vand, messe og bar, rengøring, vaskeservice og andre bekvemmeligheder.

Man behøver ikke at frygte alskens grimme tropesygdomme i det tørre land. Moskitoer forekommer stort set ikke og drikkevandet er godt og rent.

Våben og udstyr

Jeg har før rynket øjenbryn af de blandt danske jægere så udbredte standardkalibre spændende fra 6.5x55 til .30-06. I Namibia er arterne, der jages, næsten alle store og særdeles skudstærke. I det åbne terræn kan det forekomme, at skudholdene bliver længere end herhjemme og dertil kommer, at enkelte arter – som for eksempel oryx og vortesvin – ikke tøver med et modangreb, hvis de anskydes. Der er med andre ord rigelig med motivation for at vælge det rette våben, der slår vildtet ihjel på stedet. Og her kommer ”ærtebøsserne” til kort. .300 magnum eller bedre endnu: .338 magnum er ideelle valg, der leverer den nødvendige anslagsenergi med tunge kugler og rimelig flad kuglebane.

Bemærk at det både er lovligt – og naturligvis også muligt – at nedlægge selv de største antilopearter med en 6.5’er. Risikoen for anskydning, der koster både unødig lidelse, spildt jagttid og spildt trofæafgift, er dog væsentligt højere end med en kaliber der lukker og slukker når du trykker på knappen.

Vælg tunge, hårde projektiler, der giver gennemskud på de arter du vil jage. Winchester Failsafe, Nosler Partition eller Swift A-frame er fornuftige valg til de større arter.

Medbring en god let håndkikkert – f.eks. en 8x32 eller en 10x40. Den er uvurderlig i den åbne bush. Med hensyn til beklædning anbefales et par solide og behagelige vandrestøvler – gerne korte – let bomuldstøj og en varm jakke til kolde morgen og aftenstunder. Den varme jakke er vigtigere end man umiddelbart skulle tro!

Historie

Namibia har i årtusinder været tyndt befolket af indfødte. I størsteparten af det tørre land bestod befolkningen udelukkende af buskmen eller san-folket, som denne urgamle menneskerace, der mere end nogen andre folkeslag på jorden er tilpasset konstant tørke og varme, retteligt kaldes.

Den første europæer, der satte fod på den ugæstfrie kyst, var portugiseren Diego Cao, der i 1486 gik i land på det, der i dag hedder Cape Cross. En af hans landsmænd, Bartholomæus Diaz rejste cirka samtidigt et kors på det sted, der siden er blevet navngivet Lüderitz – så var vor herre kommet til Namibia, selvom ingen af landets beboere var bevidste om denne skelsættende begivenhed. Namibørkenens barske forhold forhindrede disse første opdagelsesrejsende i at opdage andet end kysten, der i øvrigt i sig selv er et særdeles ugæstfrit sted, hvor mange skibe blev slået til pindebrænde mod de forrevne klipper. Søfolkene gav derfor kysten det lidet flatterende navn: Skeletkysten og det har den heddet siden.

I starten af 1800-tallet følte en del sydafrikanske stammer fra Kap-kolonien sig trængt af englændere og boere og disse folkeslag satte sig derfor i bevægelse nordpå. De kom til buskmændenes land med våben og rytteri og besatte størsteparten af det område, der i dag udgør Namibia. De forskellige stammer havde dog ikke let ved at komme overens, og landet var derfor konstant hærget af borgerkrig.

Omkring år 1840 opdagede europæiske handelsmænd, at adskillige af de øer, der ligger ud for Namibias kyst var sande guldgruber, der bugnede af det eftertragtede koncentrerede fuglegødning kendt som guano. Og da der i bogstavelig forstand var penge i lortet, ledte dette til den første permanente europæiske bosættelse på kysten. Byen hed Angra Pequena (senere omdøbt til Lüderitz) og blev en vigtig havn for trafikken syd om Afrika.

Den ovenfor nævnte borgerkrig mellem nybyggerstammerne i de centrale og sydlige dele af det område, der siden kom til at hedde Namibia, medførte en naturlig efterspørgsel efter våben og ammunition, så der opstod handel mellem Kap-kolonien og disse lovløse områder. I 1870 tiltrak denne blomstrende handel en gruppe mennesker af blandet race fra Kap-kolonien, der kaldte sig selv for ”bastere”. De købte et område syd for det sted, hvor hovedstaden Windhoek ligger i dag og døbte stedet ”Rehoboth Gebied”.

I 1878 kolonialiserede englænderne Walvis Bay, der i starten fungerede som selvstændig koloni, men som i 1884 blev underlagt Kap-kolonien. Samme år blev et andet område – Lüderitz – på opfordring af den tyske handelsmand Adolf Lüderitz – erklæret som værende tysk protektorat. To år senere blev grænsene for kolonien Deutsches Süd West Afrika aftalt imellem Tyskland og Portugal. I 1890 accepterede England grænsedragningen og det blev det officielle startskud til den tyske koloni, der fik indsat Kurt von Francois som første guvernør. Den forste kolonikrig i landet oplevede tyskerne fra 1893, hvor indfødte begyndte at angribe tyskerne. Dette fortsatte frem til 1907, hvor en ny tysk guvernør indgik en fredsaftale med den ene af de oprørske stammer.

I 1908 fandt man diamanter i Lüderitz, og tyskernes interesse for kolonien voksede mærkbart, hvilket førte til øget bosættelse og militær tilstedeværelse i landet.

I 1913 oprettede tyskerne det første parlament udelukkende bestående af tyske kolonister i selvsamme bygning, der i dag rummer parlamentet i Windhoek.

I 1915 var kolonitiden i Namibia slut for tyskerne, da landet blev angrebet og besat af tropper fra Den Sydafrikanske Union, der som engelsk koloni var på allieret side i første verdenskrig. Ved fredsslutningen i Versailles i 1919 afstod Tyskland fra alle territoriale krav på kolonien.

I 1920 gav forgængeren for FN – Nationernes Liga – Den Sydafrikanske Union mandat over området, der nu slet og ret hed South West Africa. De hvide i landet arbejdede for en formel fusion med Sydafrika, men efter anden verdenskrig gik den internationale stemning i retning af, at området skulle lægges ind under FNs ledelse, hvilket Sydafrika dog modsatte sig indtil 1980’erne.

Den politiske bevidsthed blandt landets sorte befolkning voksede støt og roligt, hvilket førte til landets egen ”frihedsbevægelse” kaldet South West African People’s Organisation eller i daglig tale: SWAPO.

SWAPO var en typisk afrikansk frihedsbevægelse med en pseudo-kommunistisk ideologi, der i praksis blot var et udtryk for en anerkendelse af, at oprørenes alliere skulle findes i de kommunistiske lande. SWAPOs kamp mod det sydafrikanske militær begyndte så småt i 1966 i landets nordlige del og kørte derpå på vågeblus indtil portugiserne opgav deres koloni i det område, der siden blev døbt Angola. Det angolanske styre – der rent ud sagt var marionetter for østbloklandenes koldkrigsindsats – husede villigt ”frihedskæmperne” fra SWAPO, der med støtte af blandt andet cubanske og østtyske tropper brugte Angola som base for guerillaangreb mod bløde mål – farmere og deres familier – i South West Africa.

Sydafrika var mildt sagt ikke inde i den politiske varme og verdenssamfundet støttede derfor SWAPOs kamp og i 1976 anerkendte FN SWAPO som den eneste autentiske repræsentant for det namibiske folk. Kampene blev optrappet indtil parterne i 1978 tiltrådte en fredsaftale, der banede vejen for namibisk selvstændighed, der blev endeligt gennemført den 21. marts 1990 under ledelse af præsident Sam Nujoma, der var med i kampen fra starten. Den ”forhærdede kommunist” er i dag en særdeles velhavende mand og jordbesidder i stor stil...

I dag er situationen i landet den mest stabile og fredsommelige, der findes på det afrikanske kontinent. Selvstændighedsprocessen har været særdeles vellykket i den henseende, at den ikke har medført et blodbad og det virker bestemt ikke som om, at nogen i det namibiske samfund forestiller sig, at uroligheder atter bliver en del af hverdagen.

Geografi

Namibia indtager med sit areal på 824.268 kvadratkilometer pladsen som den 31. største nation i verden. Det strækker sig over 1300 kilometer fra nord til syd og varierer i øst-vestlig bredde fra knap 500 til næsten 1000 kilometer.

Landet grænser mod syd op til Sydafrika, mod øst til Botswana og Zimbabwe, mod nord til Zambia og Angola og mod vest til Atlanterhavet.

Langs hele landets kyst – med det sigende navn: ”Skeletkysten” - strækker sig den ældste ørken i verden: Namib-ørkenen og mod syd-øst starter den vældige Kalahari-ørken, der strækker sig videre ind i Botswana og Sydafrika. I landets centrale dele – kendt som farmlandet -  tillader den sparsomme nedbør kun kvægdrift på store græsarealer og kun med drikkevandsboringer. Farmlandet er derfor præget af enorme kvægfarme i den flade bush og intet andet. I landets nordlige egne er jorden – takket være større nedbør – mere frugtbar og derfor meget tættere befolket.

Klimaet varierer fra ørken over semi-ørken til subtropisk klima. Namib-ørkenen langs hele atlanterhavskysten og Kalahariørkenen i landets sydøstlige del udgør de tørreste områder på det afrikanske kontinent syd for Sahara. Da vi er på den sydlige halvkugle, er kalenderen vendt på hovedet. De varmeste måneder – den namibiske sommer – er januar og februar med dagtemperaturer, der let kan overstige 30 grader. I vinterhalvåret kan nattetemperaturen ofte komme under frysepunktet.

Den regn, der falder, gør det fra oktober til april. Regntiden kulminerer i januar og februar. Generelt kan man sige, at chancerne for høj sol er næsten 100 procent i månederne maj til september.

Landet er inddelt i 13 regioner. Mod nord findes Caprivi, Kavango, Kunene, Omusati, Ohangwena, Oshana og Oshikoto. I de centrale dele findes Omaheke, Otjozondjupa, Erongo og Khomas mens de sydlige egne udgøres af provinserne Hardap og Karas.

Hovedstaden Windhoek i midten af landet er en moderne, velordnet og meget ren by med cirka 150.000 indbyggere. Man finder ikke slumkvarterer og tiggere i nær samme grad som andre steder i Afrika.

Namibias befolkning er kun på godt 1.600.000 mennesker og heraf bor mere end 70 procent i de nordlige provinser. Der bor cirka 100.000 hvide i landet af forskellige nationale sindelag. En meget stor del af disse er tysktalende efterkommere af tyske bosætter fra den korte tyske kolonitid, mens afrikaanstalende boere fra Sydafrika naturligvis også udgør en betragtelig andel af de hvide.

Det officielle sprog i landet er engelsk og det tales af langt de fleste hvide og en stor del af de sorte.

Landets møntfod er Namibiske dollars der er bundet tæt til den sydafrikanske rand i forholdet 1:1. I skrivende stund – primo juni 2001 – er kursen i forhold til den danske krone cirka 0.95.