Fra duiker til elefant:

Jagtlandet Sydafrika

Jagtrejselandet Sydafrika er vel nok det land i verden, der byder på det bredeste sortiment af jagtbare arter og jagtformer. Vi kaster et blik på mulighedernes land.

I mange afrikanske lande har befolkningseksplosionen medført et hårdt pres på naturværdierne, der hurtigt bliver spolerede, når kvæg og geder afløser vildtet i bushen. I Sydafrika er jorden derimod i stor udstrækning stadig på hvide farmeres hænder, hvilket er en væsentlig årsag til, at landet – på trods af stor befolkningstæthed – stadig kan fremvise en imponerende uspoleret natur med masser af jagtbart vildt.

I Sydafrika gælder lempelige regler for jordejerens administration af vildtbestanden, såfremt han hegner sine jordbesiddelser. Gør han det, er vildtet hans private ejendom og bestanden kan forvaltes frit – herunder kan der drives jagt året rundt. Dette er en af de væsentlige forudsætninger for landets store succes som jagtland. Den enkelte farmer kan trygt omlægge sin drift fra kvægbrug til jagtfarm og være rimeligt sikker på sin investering. Dermed sikres egnede levesteder for landets righoldige dyreliv – og det gælder naturligvis alle arter, inklusive de der ikke er jagtbare.

At modellen har været en fantastisk succes afspejles blandt andet i, at Sydafrika som det eneste land i verden kan tilbyde legal og bæredygtig jagt på næsehorn.

En del jægere rynker umiddelbart på næsen ved tanken om et hegn, men i realiteten har jeg personligt endnu til gode at møde en jæger, der ærligt kunne påstå, at hegnene har nogen som helst indflydelse på selve jagten. Revirerne, der jages på, er enorme – som oftest 3.000 ha og derover – og dyrene, der jages, er vilde og på ingen måder trygge ved menneskers nærvær. Hegnet er altså en fuldstændig ligegyldig realitet uden anden indflydelse på jagten, end at det sikrer en god vildtbestand svarende til områdets naturlige bæreevne. Der er altså ikke tale om ”put and take”.   

Hvor, hvad, hvordan?

Jagt er muligt overalt i Sydafrika, men de nordlige- og østlige provinser byder på de fleste muligheder. Her består naturen i hovedsagen af halvåben bush – bushveld - i et blødt bakket landskab. Limpopo Province er efterhånden et  righoldige udbud af spændende arter.

Lidt længere sydpå er landskabet mere åbent med alle de udfordringer denne biotop giver jægeren i form af særdeles spændende pürsch på årvågent savannevildt. Særligt provinserne Eastern Cape og Kwa Zulu-Natal byder på spændende jagtmuligheder i åbent terræn, der er dog også mange områder med bush, hvor Nyala, Kudu, Bushbuck, Mountain Reedbuck m.v. kan jages. Free State Province har også en fin bestand af antilopper, men er især berømt for sine enestående fuglejagter. Duejagt med mere end 250 duer dagligt er ikke unormalt. Bestanden af gæs og  ænder giver fine muligheder for trækjagt, ligesom jagt på de mange hønsefugle kan give fine oplevelser med jagt for stående hund. 

Når man som jæger drager til Sydafrika, er det som oftest en god idé at begrænse sine jagtønsker til arter, der alle kan jages på én lokalitet. På denne måde undgår man at spilde dyrebar jagttid på rejse mellem to eller flere revirer, der ofte ligger mange timers kørsel fra hinanden.

Over 40 arter af pattedyr kan jages i Sydafrika. Se hvor de kan jages og med hvem af Spartas samarbejdspartnere:  Eastern Cape - Free State.

Det er muligt at nedlægge alle de fem store i Sydafrika, men det er ikke denne mulighed, der har gjort landet til et yndet mål for jægere. Antilopejagten – eller jagten på ”plainsgame”, som disse arter ofte omtales – er slet og ret fantastisk takket være landets stærkt afvekslende natur og rige vildtbestand. Ingen andre afrikanske lande kan frembyde den mangfoldighed af jagtbare arter som Sydafrika og det er klart, at så mange vidt forskellige arter også betyder mange vidt forskellige jagtformer.  

Plainsgame

Overalt i Afrika foregår jagten på plainsgame som oftest ved, at man i en passende udstyret safarivogn afsøger bushen for vildt. Opdages et jagtbart eksemplar af en af de arter, man er på jagt efter, springer den professionelle jæger af sammen med klienten og pürscher vildtet til fods. Som regel venter en længere tur, da det afrikanske vildt er årvågent og udmærket ved, at mennesket er dets fjende. På en meget succesfuld jagt nedlægger en jæger i gennemsnit højst to stykker vildt om dagen, men man ser naturligvis meget mere.

Der startes tidligt om morgenen og køres til ud på formiddagen. Derpå holdes der middagspause indtil først på eftermiddagen, hvorefter man kører til mørkets frembrud. Årsagen til middagspausen er først og fremmest vildtets inaktivitet midt på dagen.

Safarivognen er i reglen en åben firehjulstrækker med et sædearrangement til jagtgæsterne på ladet. Man sidder således højt og kan nemt overskue terrænet. Typisk er en indfødt tracker med på ladet og i reglen er det ham, der med sine trænede øjne opdager vildtet længe før både gæsten og den professionelle jæger.

Med på vognen har man kølige drikkevarer og alle sine pakkenelliker, herunder en skydestok der medtages på pürsch, hvis man ønsker det.

Der nedlægges kun kapitale trofæbærende dyr. Skydning fra bilen er ikke velset og giver kun begrænsede jagtoplevelser. Jagt ved kunstigt lys på eksempelvis de mindre katte forekommer, men igen er det klienten der helt og holdent udstikker normerne for jagten. Ønsker man således at pürsche fra morgen til aften på sine flade fødder, kan man også få lov til det – blot skal man vide, at mængden af vildt, der ses på denne måde, er meget mindre end den mængde, der kan ses fra bilen. Omvendt hvis man dårligt gående eller lignende finder man en løsning. Kort sagt: Jagtgæsten bestemmer.

PH – Professional Hunter

Det er sikret ved lov, at jagtværten i Sydafrika er eksamineret i og autoriseret til at betjene udenlandske jagtgæster på en ordentlig, sikker og forsvarlig måde. Det er ham der under opholdet er overordnet ansvarlig for hele arrangementet, herunder også for gæsternes sikkerhed. Han er ”Professional Hunting Outfitter”.

Når jagtgæsterne er ude på jagt, er deres guide autoriseret som ”Professional Hunter” eller ”PH” i daglig tale. Det kan udmærket være den samme person som jagtværten, for der er tale om to forskellige autorisationer. PH’en er eksamineret i sit kendskab til bushen, herunder dyre- og plantelivet, sine evner som jæger, herunder trofævurdering af levende vildt, sporing og skydning samt ikke mindst i førstehjælp, således at jagtgæstens sikkerhed altid er hans vigtigste opgave. PH’en er altså – udover at være en dygtig jæger – en altmuligmand, der kan løse enhver forekommende situation i bushen.

At PH-uddannelsen virkelig har en værdi, illustreres fint af, hvor uhyre sjældent jagtulykker forekommer, det store antal jagtgæster taget i betragtning. Selv under jagt på farlige arter som bøffel, løve og leopard sikrer PH’ernes professionalisme, at ekstremt farlige situationer ikke ender i tragedie.

PH’en asisteres i reglen af en eller flere sorte afrikanere, der har særlige – nogle gange næsten overnaturlige – evner som ”trackere” eller vildtsporere, som det lidt kejtet hedder på dansk.

Våben

Alle rifler fra kaliber 6.5x55 og opefter kan lovligt anvendes til jagt på plainsgame i Sydafrika. Våbeninteresserede kan bruge uhyggeligt meget tid på at diskutere, hvad der er bedst og hvorfor, men fakta er altså, at alle de kalibre, der lovligt kan anvendes til kronvildt i Danmark, også kan anvendes til plainsgame i Sydafrika.

At det afrikanske vildt er skudstærkt er ingen myte og da deres vitale organer samtidigt ligger anderledes end på de europæiske arter, forekommer anskydninger, hvis ikke jægeren på forhånd har gjort sig klart, hvad han går ind til.

Den første og vigtigste tekniske forudsætning for succes er naturligvis, at man kan ramme. Den anden og næstvigtigste forudsætning er, at man anvender en ordentlig kugle, der trænger dybt ind i de tunge vildtkroppe. Det kunne for eksempel være en Nosler Partition, en Winchester Failsafe eller en anden premium-kugle. Den sidste forudsætning er, at man anvender en kaliber, der er kraftig nok til opgaven og her kommer så diskussionen: Selv anvender jeg en .300 Magnum, fordi denne lidt kraftigere kaliber giver en smule spillerum med hensyn til skudplaceringen, mens f.eks. kaliber 6.5x55 kræver omhyggelig kugleplacering for et ordentligt resultat.

De fleste af de spartanere, der har gæstet Sydafrika har anvendt standardkalibre med stort held.   

Indkvartering

Typisk indkvarteres jagtgæster i luksuriøse lejre, der ikke savner faciliteter som elektricitet, rindende varmt og koldt vand, gode hytter og en veludrustet bar. En stor stab af medhjælpere sørger for rengøring, tøjvask og madlavning, således at man som jagtgæst kan lade sig forkæle og kun tænke på jagten.

Der kan naturligvis være forskel på forholdene fra sted til sted, men selv har jeg aldrig oplevet andet end komfortable lejre, der i reglen er smukt placerede i det betagende landskab.

Personalet omkring jagtgæsterne er venlige og imødekommende og maden der serveres er i top. Ofte består menuen hovedsageligt af vildt med lokale grøntsager som tilbehør. Man behøver ikke at være vanvittigt nervøs for rejsediarré og andre ubehageligheder med rod i dårlig hygiejne, selvom det naturligvis altid er klogt at forberede sin mave på et kostskifte.   

Oplevelse for livet

Det er klart, at Sydafrika med sit væld af muligheder og faciliteter for gæsterne, er det oplagte jagtrejsemål for såvel de uerfarne som dem, der medbringer partnere eller hele familier og gør en ferie ud af jagtrejsen. At lade beskrivelsen af Sydafrika som jagtland blive ved det, gør dog landet uret, for også den erfarne jagtrejsende har meget at komme efter i det naturskønne land, der rummer så uanede jagtmuligheder, at det i betænkelig grad ligner et forbillede for indianernes forestilling om ”de evige jagtmarker”.

Det kan derfor ikke undre, at mange af dem, der smittes af den legendariske ”afrikanske bacille” ofte vender tilbage til Sydafrika frem for de ”vildere” og mere uciviliserede lande nordpå.   

Geografi

Sydafrika udgør sydspidsen af det afrikanske kontinent. Det strækker sig fra 22. til 35. sydlige breddegrad og fra 17. til 33. østlige længdegrad. Det har et samlet areal på 1.219.090 kvadratkilometer, svarende til knap 30 gange Danmarks areal. Landet deler mod nord og øst grænser med Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mocambique og Swaziland. Den lille stat Lesotho er fuldstændigt indesluttet i Sydafrika.

Landet har cirka 3.000 km kystlinie til henholdsvis Atlanterhavet mod vest og det Indiske Ocean mod øst.

Sydafrika ligger lunt i det sydlige subtropiske højtryksbælte, hvilket resulterer i en behagelig temperatur, begrænset nedbør og dermed masser af sol. Der er dog alligevel store forskelle fra det varme nord til det tempererede syd.

Landet er opdelt i ni provinser: Western Cape, Eastern Cape, KwaZulu-Natal, Northern Cape, Free State, North-West, Gauteng, Mpumalanga og Limpopo Province. Provinserne er vidt forskellige hvad angår klima, terræn, flora og fauna.

De sydlige provinser er verdenskendte for den fremragende vin, der kan dyrkes i det milde kystklima, mens de nordlige provinser i højere grad egner sig til husdyrbrug og jagtfarme.

Naturen i det mægtige land spænder fra ørken over savanne til bushveld og egentlig skov. Man finder store flade sletter og forskellige grader af kuperet terræn fra bløde bakker til høje bjerge med evig sne på toppen.

Landets befolkning på cirka 43  millioner består af 77% sorte fordelt på otte stammer, 12% ”farvede” – dvs. indere, kinesere, thaier, arabere m.v. samt 11% af europæisk herkomst, heraf cirka halvdelen boere. Sydafrika er det afrikanske land, der har den største andel af ikke-indfødte i befolkningen.

Der tales 11 officielle sprog, heraf de ni blandt de sorte. Landets hvide indbyggere taler i reglen boersproget ”Afrikaans” og de fleste taler desuden engelsk.

Landets møntfod er randen. Tidligere en meget stærk valuta, men i dag en valuta i skred. I skrivende stund - er kursen i forhold til kronen cirka 1:1.   

Historie

Sydafrika er, som alle ved, et land med en omtumlet fortid. Landet blev som et af de første områder i Afrika systematisk kolonialiseret af ukuelige hollandske bønder, senere i historien kendt som boere, allerede i 1600-tallet. Under umenneskelige vilkår kæmpede disse tidlige kolonister sig vej mod nord på det afrikanske kontinent i evig kamp mod naturens luner. Ukendte sygdomme, vilde dyr, barskt klima og krigeriske indfødte hærdede boerne som folk i en grad, så de den dag i dag fremstår som et forhærdet  folkefærd med nærmest middelalderlige værdier og æresbegreber på godt og ondt.

I 1795 blev Sydafrika, der på det tidspunkt kun omfattede de områder, som i dag udgør de sydligste provinser, en engelsk koloni og englændere begyndte at supplere befolkningen af boere. Boerne brød sig ikke om indvandringen og trak længere ind på kontinentet, hvor de oprettede deres egne fristater.

I næsten 100 år levede de to folk som naboer, men så kom der skred i eftersøgningen af værdifulde mineraler og boernes vildmark blev pludselig interessant for briterne på grund af værdierne i undergrunden. En konfrontation var uundgåelig. Den kom i 1899 og er siden blevet kendt som boerkrigen. Boerne kæmpede heroisk, men tabte forholdsvist hurtigt den ordinære krig efter megen blodsudgydelse på begge sider. Boerne fortsatte dog ukueligt i endnu nogle år i rene guerilla-enheder, der effektivt udnyttede boernes medfødte samhørighed med det uvejsomme terræn.

Uagtet boernes modstand fortsatte landet herefter som engelsk koloni frem til 1961, hvor Sydafrika opnåede uafhængighed. Det skete efter at nationalistiske kræfter blandt boerne havde vundet magt i landets politiske system i årene op til krigen, hvilket kulminerede i 1948, hvor nationalistpartiet fik absolut flertal  og indførte det kontroversielle politiske system ”Apartheid”, der efterhånden isolerede landet mere og mere på grund af de stadigt voksende sanktioner fra resten af verden.

I 1994 bøjede det hvide mindretal sig for omverdenens pres og landet blev fra dag til dag kastet ud i en mere traditionel form for demokrati under den internationalt anerkendte sorte folkehelt Nelson Mandelas ledelse. Overgangen blev – omstændighederne taget i betragtning – overraskende ublodig og den politiske situation i landet har siden stabiliseret sig.

Sydafrika i dag

I dag er det sydafrikanske system stærkt præget af, at uuddannede sorte har overtaget administrationen fra højtuddannede hvide. Landet kører kort og godt ikke så effektivt som tidligere, hvilket blandt andet afspejles i kursen på landets møntfod randen. På trods af denne lidt kedelige udvikling er Sydafrika vel nok det bedst fungerende land på det afrikanske kontinent – paradoksalt nok takket være arven fra det forhadte Apartheid-regime. Således er infrastrukturen af næsten vestlig standard med fine veje, gode telefonforbindelser, masser af indkøbsmuligheder etc. Som turist i Sydafrika kommer man således ikke til at savne noget.

Løst og fast

Når man er jagtrejsende melder der sig altid en masse praktiske spørgsmål om våbenindførelse, vekselkurser, vaccinationer m.m.

Alle disse spørgsmål besvares bedst af rejsearrangøren, der altid ligger inde med den seneste viden på området. Spartanere, der rejser med klubben, forsynes i god tid inden afrejsen med en lang række praktiske oplysninger og de er naturligvis velkomne til at supplere og/eller uddybe disse oplysninger med et telefonopkald til klubbens jagtkonsulenter.

Jens Ulrik Høgh - Opdateret 1. februar 2004 (JER)