Sparta Hunting Clubs historie

Tilfældighedernes spil er ofte en afgørende faktor i initiativer som Sparta Hunting Club. Her følger beretningen om klubbens fødsel og barndom.

Sparta Hunting Club er en non-profit forening, nærmest af karakter som en indkøbsforening, der som et af sine hovedformål arrangerer billige kvalitetsrejser for sine medlemmer. Det er fastslået i klubbens vedtægter, at maksimalt 10% procent af en rejses pris må gå til administrationsomkostninger og man har på denne måde sikret sine medlemmer de absolut bedste og billigste rejser på et marked, der ellers er præget af høje avancer og jagt på hurtige gevinster, hvilket naturligvis altid går ud over kunderne i form af dårlig kvalitet og/eller alt for høje priser. Projektet kan måske umiddelbart lyde for godt til at være sandt, men årene har til fulde bevist, at ideen holder vand til skræk og advarsel for den etablerede rejsebranche, der har gjort alt, hvad den kan for at stikke en kæp i hjulet for det initiativ, som mange har valgt at kalde: Jægernes eget rejsebureau - et navn, der både rammer plet og skyder forbi. Navnet er et pletskud, fordi klubben, som alle andre foreninger, naturligvis ikke har nogle formelle ejere, men udelukkende består af medlemmerne. Men navnet er også en forbier, fordi Sparta Hunting Club er – og i endnu højere grad bliver – meget andet end blot et rejsebureau.

Den spæde start
Udgangspunktet for det, der i dag hedder Sparta Hunting Club, var en lille flok gamle jagtkammerater på i alt 12 mand, der i november 1994 havde købt en drivjagt i Polen gennem et dengang stort jagtrejsebureau. To personer i denne gruppe skulle senere vise sig at blive nøglepersoner i Sparta Hunting Club: Det var fynboen Holger Bo Andersen og vendelboen Jens Einar Rasmussen.

Jægernes ønsker var klare og tydelige: De ville have jagt i topklasse – prisen spillede en væsentligt mindre rolle. Jagtrejsebureauet mente ikke at have problemer med at imødekomme disse ønsker og lovede masser af vildt på paraden. Rejsen var arrangeret lidt uden om de almindelige kanaler gennem bekendte, der kendte ejerne af bureauet og dermed regnede jægerne forståeligt nok med, at rejsebureauet ville strække sig ekstra langt for at levere den fremragende kvalitet, som de havde lovet.

Turen var et tredages fastprisarrangement til 12.000,- kr. pr. jæger og det forventede vildtudbytte var ifølge bureauet 100 stykker klovbærende vildt. En spændende tur, som det sluttede selskab naturligvis glædede sig til.

På færgen til Swinousche mødte jægerne et andet hold drivjægere under anføring af lollænderen Lars Fausing. De havde selv arrangeret deres forestående drivjagt efter særdeles gode erfaringer med et lignende arrangement året tidligere og til ”bureau-jægernes” skjulte ærgrelse betalte disse ”hjemmearrangører” væsentligt mindre for deres tur end turen med det etablerede bureau havde kostet.

Skuffelse
Forventningerne til den fantastiske drivjagt overskyggede dog enhver ærgrelse over prisen, så selskabet ankom med højt humør og store forventninger til reviret i Polen, hvor man faldt i snak med de lokale arrangører inden jagtens afvikling. Snart blev samtalen sporet i retning af områdets vildtbestand og det viste sig hurtigt, at de lokale polakker og det danske jagtrejsebureau havde vidt forskellige forventninger til jagtens resultat. Bureauet havde som nævnt oplyst et forventet udbytte på 100 stykker vildt, mens de lokale polakker forventede i alt 15 stykker vildt i løbet af de tre jagtdage.

Da turen var ovre, viste det sig med al ønskelig tydelighed, at de stedkendte lokale naturligvis havde bedre forudsætninger for at forudsige resultatet end det danske bureau. Blot ni stykker vildt havde selskabet nedlagt og det var ingenlunde på grund af manglende skydefærdigheder eller andre selvforskyldte fejl. Området rummede ganske simpelt ikke vildt i en grad, der på nogen måde retfærdiggjorde det høje udbytte, som bureauet havde stillet dem i udsigt.

Noget slukørede vendte selskabet næsen mod Danmark og skæbnen ville, at de igen mødte Lars Fausing på færgen. Hans selskab var i højt humør efter en pragtfuld tur, der havde kostet det halve, men som ikke desto mindre havde bragt cirka 70 stykker vildt på paraden.

Dette gav på den lange sejlads liv til tanken om at samle en kreds af jægere, der kunne trække på hinandens gode kontakter for dermed at sikre sig ordentlig jagt til ordentlige priser. Det hele skulles arrangeres i en form for indkøbsforening og sættes så meget i system, at foreningen kunne betragtes som en seriøs og attraktiv kunde af alverdens jagtudbydere. I første omgang ville man trække på Lars Fausings kontakter i Polen og Jens Einar Rasmussens kontakter i Canada og Tyrkiet.

Stiftelsen
Der skulle gå næsten et år inden tanken var så gennemtænkt, at Jens Einar Rasmussen og Holger Bo Andersen tog sig sammen til at tage det endelige initiativ til klubbens stiftelse. Det skete den 1. oktober 1995 – en fødselsdato, der burde være nem at huske for de fleste jægere. Kort tid efter gik også Lars Fausing, der jo oprindeligt var en af idémændene på Polensfærgen, aktivt ind i klubben med sine polske kontakter.

I den spæde start bestod medlemslisten udelukkende af den nære vennekreds. Efter cirka to måneder talte foreningen således blot cirka 30 mand. Ganske langsomt tog udviklingen dog fart. Venners venner, der havde hørt om det gode initiativ, ringede og meldte sig ind, og som ringe i vandet greb idéen om sig.

For klubbens initiativtagere var klubarbejdet en udpræget fritidsbeskæftigelse. Der blev udsendt jagtrapporter og forhandlet med jagtudbydere ud på de små timer. Klubben arbejdede med jagtlandene Canada, Polen og Tyrkiet og dengang som nu blev der lagt stor vægt på, at kun kvalitet, som medlemmerne kunne anbefale, blev accepteret.

I starten af 1996 havde klubben nået et omfang, der så småt kunne mærkes i jagtrejsebranchen, hvilket gav sig udslag i en henvendelse fra Rejsegarantifonden, der af ”et af de danske jagtrejsebureauer” var blevet gjort opmærksom på klubbens aktiviteter og mente, at klubben var forpligtet til at stille en garanti på 300.000,- kr. for fortsat at kunne arrangere jagtrejser for medlemmerne. Klubben var nu ikke selv af den opfattelse, at et medlemsskab af Rejsegarantifonden var nødvendigt, eftersom man bevidst havde undgået at arrangere selve rejserne men udelukkende koncentreret sig om jagtarrangementerne på selve destinationen. Flybilletterne tog andre rejsebureauer sig af.

Det stod imidlertid klart, at garantifonden stod fast på kravet om medlemsskab og klubbens initiativtagere satte sig sammen for at afgøre fremtiden. Løsningen blev, at ti mand hver stillede med 30.000,- kr. og dermed tog udviklingen en mere alvorlig drejning.

Vækst
Klubben begyndte nu at markedsføre sig selv i jagtpressen og indgik aftaler med forsikrings- og flyselskaber, således at man til fulde kunne udnytte sin nye status som anerkendt rejsebureau.

Programmet blev udvidet med destinationer som Afrika og Skotland og der blev sorteret i udbyderne på destinationerne. Eftersom klubben i modsætning til kommercielle bureauer ikke behøvede at være opmærksom på profit, kunne man koncentrere sig 100% om kvalitet og med hård hånd kassere de samarbejdspartnere, der slækkede på kvaliteten.

Medlemmerne strømmede til og en artikel i månedsbladet Jagt & Natur i 1998 gav så mange nye medlemmer, at Jens Einar Rasmussen for alvor begyndte at tænke på at droppe sit faste arbejde og indtræde på fuld tid som praktisk gris for klubben.

Det skete omkring årsskiftet og blev et yderligere anstød til fortsat udvikling. I 1999 indgik klubben kontrakter med de nuværende samarbejdspartnere i henholdsvis Sydafrika og Namibia.

Med udgangen af 2000 var Sparta Hunting Club vokset til et omfang, hvor man sendte næsten 300 jægere ud i verden om året. Medlemsskaren var vokset til godt 800 mand og tiden var kommet til at udvide klubbens aktiviteter.

Fremtid
Det oprindelige mål for medlemstallet var 1.000 mand, men det betyder dog ikke, at udviklingen snart stopper, for ét er den oprindelige målsætning, der blev udtænkt over en kold øl i en sen nattetime på Polensfærgen. Noget ganske andet er de erfaringer, der er opnået i kølvandet på klubbens succes. I dag er klubbens størrelsesmæssige ambitioner således blevet redefineret til, at vi ikke ønsker flere medlemmer end at vi kan sikre dem alle jagtmuligheder, der kvalitetsmæssigt lever op til klubbens hårde krav. Fremtiden vil vise, hvor mange vi bliver, men der er helt sikkert plads til flere end de oprindelige 1.000.

Vi er på nuværende tidspunkt blevet så mange, at klubben har fået råd til at erstatte de årlige nyhedsbreve med klubbens eget blad ”Safari” og der er planer om flere medlemsaktiviteter i fremtiden.

Klubbens opstart har i altovervejende grad været præget af hovedopgaven: At sikre medlemmerne god og billig jagt overalt i verden – nu skal de mere foreningsorienterede aktiviteter opprioriteres, fordi Sparta Hunting Club er mere end jægernes eget jagtrejsebureau. Klubben er også en interesseorganisation for jagtrejsende og vi agter nu at slå vores position som organisation fast i hele Skandinavien.